Af Fritz Eriksen
 
Kl. 6.45, tirsdag den 26. januar, starter jeg DCU's nyindkøbte Nissan varebil, læsset med materiel og sætter kurs mod Korsør.
Jeg skal med en færge til Fyn, og derfra videre til Fredericia hvor jeg skal hente Per Breinholt og have læsset resten af materiellet.

Jeg ankommer 10.15, og er ikke i tvivl om hvor det er jeg skal ind. Hele Pers indkørsel er fyldt op med cykler, bagage og værktøj, og vi går igang med at læsse varevognen.
Det er nu ikke ligetil at læsse sådan en gang VM-udstyr. Vi skal have plads til 14 cykler, ca. 60 hjul, massagebriks, ruller, højtryksrenser, spande, børster, værktøj samt bagage til 10 personer. Det lykkes os at få stuvet det hele sammen så vi kan lukke dørene.

Så er klokken blevet 11, og vi starter turen mod Italien.
Det er Per, der kører det første stykke mod Hamburg. Vi har hørt i radioen, at der er problemer ved Elb-tunnelen, men da vi når derned er der kun et par kilometer kø, så vi kommer rimelig hurtigt igennem. Vejret er godt, og vi holder en god fart.
Vi når Hamburg uden problemer, der får vi tanket, og får noget at spise.
Videre sydpå omkring Frankfurt, bliver vejret dårligere. Det blæser kraftigt, og det regner. Vi har planlagt at køre til kl. 23, men da vi når ned til Würzburg begynder det at sne kraftigt, og inden længe er det en regulær snestorm.
Vi bliver enige om at finde et sted at sove, drejer fra motorvejen og finder hurtigt et rasthaus i en lille by der hedder Kitzingen, hvor vi overnatter.

Næste morgen, efter morgenmaden, går det igen sydpå.
Det er blevet tøvejr i løbet af natten, så al sneen er væk og føret er godt igen.
Alt går godt til vi når Salzburg, så begynder det igen at sne. Jo længere vi kommer op i alperne, jo værre bliver det. Da vi når skisportsstedet St. Michael er det igen snestorm. Bilerne ligger i grøfterne, og vi ser flere der kører af vejen og havner ude i autoværnet.

Vi kommer dog helskindet til Villach, der er grænseby til Italien, men her får vi store problemer med det italienske toldvæsen. Vi bliver gennet ind til siden af en ung, magtsyg tolder, som på stedet inddrager vores pas. Så spørger han os om, hvad vi har i bilen.
Vi fortæller det som det er, at vi kommer fra Danmark, og har cykler og materiel med til det danske nationalhold i cyklecross, og at vi er mekanikere for holdet på vej til VM i Corva. Men han gider ikke høre på os, ej heller se hvad vi har i bilen.
I stedet bliver vi vist ind på et kontor, hvor der sidder to personer der ligner et par mafiosoer.
Den ene kommer hen til skranken og spørger hvad vi har i bilen, og hvorfor vi skal til Italien, og vi må forklare det hele en gang til.
Han fortæller os, at det kan vi ikke få med ind i Italien. Vi bliver noget forbavset over det han siger, for efter vores mening kan man frit køre over grænserne i EF-lande. Han mener at hver rytter selv skal indføre sit materiel til Italien.

Vi er efterhånden blevet godt sure på de to skrankepaver, og vi viser dem forskellige dokumenter vi har med fra DCU. Papirer på bilen samt andet med underskrifter og stempler på. Han bliver ved med sit vrøvl om at rytterne selv skal være tilstede, så vi må slå ud med armene, som italienerne jo selv er mestre i, når noget går dem imod.
Enden på det bliver, at hvis vi vil love ham at køre direkte til vores hotel stille og roligt, er det ok.

Efter al den polemik går det igen sydover. Nu er det igen blevet godt vejr, ingen sne og tørre veje, og kl. 20 er vi ved vort hotel Paradiso, i Meduna di Livenza, efter 1780 km.
Så er det bare med at komme ind på hotellet og finde de andre fra holdet, som skal være kommet med fly om formiddagen. Det viser sig at der har været nogle forviklinger med transporten fra lufthavnen. Holdet er først kommet til hotellet midt på eftermiddagen, så de er godt mugne på de italienske VM-arrangører.

Hotellet er et gammelt pænt hotel med mange trapper og gange, så man farer næsten vild hver gang man skal ind eller ud.
Nå, vi får et hurtigt måltid mad, som består af spaghetti, spaghetti og spaghetti samt vin eller vand med eller uden gas.
Efter denne prøvelse er det med at komme ned i garagen og  få læsset al materiellet ud af vognen og få samlet cyklerne, for rytterne skal ud at træne på ruten næste formiddag.

Næste morgen er der morgenmad kl. 8.00, som bliver indtaget i hotellets slyngelstue. Italiensk morgenmad består af diverse brød, rundstykker (som er lidt tørre i det) samt kaffe, der er så stærk og sort som tjære, men man vågner med garanti efter et par kopper.

Kl. 9.30 er der afgang til ruten. rytterne cykler, og Per, Ole og jeg kører i bil.
Da vi ankommer til startstedet ligner det nærmest et omrejsende tivoli, man er ved at stable på benene. Der er råben og fægten med armene allevegne, så vi har vores betænkeligheder om man får VM afviklet i denne uge.

Vi begiver os ud på ruten.
Det er dejligt solskin og behageligt varmt, men om natten har det været frost, så der er godt pløret mange steder. Vi møder rytterne ud ved en stejl nedkørsel, hvor de øver sig på at slippe helskindet ned. Henrik siger at det er lige noget for ham, trods det er som at køre på brun sæbe.
De andre er lidt betænkelige.
Efter et par timers træning går det atter hjem til hotellet, hvor der venter Per og jeg nogle timers rengøring af cyklerne. Vi har jo heldigvis en højtryksrenser med, så det er overkommeligt. Cyklerne ligner ellers noget man har kørt på en hel dag i en lergrav.
 
Så er det blevet fredag. Igen er der træning om formiddagen, men nu er der kommet 4 juniorryttere til, så nu er der dobbelt så mange cykler at rengøre og efterse.
Natten til fredag har det dog ikke været frost, så cyklerne er ikke så mudrede som dagen før. Ruten er nu så tør, som var det en sommerdag.

Det bliver lørdag. Vi skal have pakket bilen med reservecykler samt diverse grej, og så lige ud til vores kabine i målområdet. Det er bare ikke noget man lige gør, i Italien.
Der er ellers vejvisere nok - ca. 6 stk. - ved hvert kryds eller sving. De er ikke meget for at slippe os ind til vores kabine, selvom vi har tilladelsen siddende i forruden.
Nå, vi kommer ind, og så skal materiellet deles ud på depoterne, som der er 4 af. Det ene er et dobbeltdepot, og det har jeg sammen med 3 andrre fra det danske hold.
Inden vi forlader kabinen, kommer rytterne for at gøre sig klar til løbet. De er alle ved godt mod, selv Henrik er til at komme i nærheden af.

Selve løbet ser jeg ikke så meget af. Kun ca. 30 meter før depotet og 50 meter efter. Men jeg har også nok at se til i depotet, for her udkæmpes en ligeså indædt kamp som ude på ruten.
Der er 19 nationer i depotet, som alle har 4 mand med i løbet, og det bliver ikke bedre af at arrangørerne har lavet et depot som kun er 6 meter langt.
Det er især spanierne, franskmændene og tyskerne der er de værste, men de får nogle albuer og skub med cyklen, så hjælper det.
Efterhånden som løbet skrider frem, og Henrik ligger blandt de førende, gør de andre nationer dog plads til mig.

Efter løbet er slut og Henrik er blevet verdensmester, er der kaos overalt, men det lykkes os rimeligt hurtigt at komme op til kabinen og få læsset materiellet i bilen. Henriks cykler vækker megen opmærksomhed, alle vil se dem og filme dem i alle ender og kanter.
Autografjægerne er der også i stor stil. men jeg må bedrøve dem med at der nok går et par timer før Henrik dukker op, så jeg skriver lige et par stykker i forbifarten, så er de tilfredse.

Da vi kommer til hotellet, står der en 5-6 mand og spærrer vejen for os. De vil se verdensmesteren som de tror er med i bilen, men vi må skuffe dem og fortælle at han kommer senere.
Istedet overfalder de os, og river nær arme og ben af os for at gratulere.
Vi finder senere ud af at de er sendt ud på gaden for at holde udkig efter verdensmesteren, for inde i slyngelstuen sidder ca. 50 begejstrede italienere og venter på at grutulere Henrik.
Omsider kommer han til hotellet, og så bliver der liv og glade dage.
Alle vil gratulere og trykke hånd på samme tid. Man tror næsten at det er Pontoni der har vundet, så glade er italienerne.
 
Kl. 19 er der festmiddag, som består af spaghetti, salat og 5 milimeter tynde skiver kød af en slags, samt frugt.
Henriks cykelsponsor, Guerciotti, eller "Cowboyen fra Palermo", som han blev kaldt - og hotelmutter får efter en del besvær hevet propperne af nogle flasker champagne, og så bliver der skålet til den store guldmedalje.
Efter middagen går Per og jeg i garagen, hvor vi skal klargøre juniorernes cykler til næste dag, der er 10 ialt.
Der er en del justeringer og ombytning af hjul, da nogle af juniorerne skal have seniorernes cykler som reservecykler i depoterne.
Kl. 22.30 er vi færdige med cyklerne og har pakket bilen, og så er det med at komme op og feste sammen med de andre. Henrik og de andre seniorer er dog taget på diskotek, men det afholder os ikke fra at gå i baren og få nogle store fadøl.
 
Søndag formiddag får vi juniorerne ud at køre deres løb, og kl. 14 ser vi et spændende løb med de professionelle. Bagefter går det atter mod hotellet for at få pakket bilen til hjemtransporten.
Kl. 17 er vi klar til at køre, og efter at have taget afsked med resten af holdet, drager vi hjemad. Vejret er fint, så vi når helt til München før vi overnatter.
Næste morgen kører vi atter nordpå til vi ved 20-tiden er hos Per i Fredericia, og efter at vi har læsset al jydernes grej af går det afsted mod Kalundborg, hvor jeg ankommer 23.45, efter ialt 3595 km.