Af Mikkel Pagh
I Slagelse stod en medløber, Mads, klar til at blive samlet op, og så gik det ellers bare ud af motorvejen.
Med så mange deltagere krævede det to biler....Truelsen og Lars i sidstnævntes Xsara Picasso sparegris, og Stenbæk, Stahl, Lorentsen, Mads og undertegnede i Tour-bussen.
Pagh & Stenbæk Eventyrrejsers ledelse havde som følge af sidste års store succes, igen pålagt deltagerne at medbringe forskellige madvarer til fælles glæde.
Under et af de nødvendige fylde/tømme tank-stop, blev der derfor pisket en stemning op for at få fingre i Fru Truelsens hjemmebagte boller. Henrik var godt nok ikke meget for at åbne posen, men det var begrundet, for de smagte virkelig fantastisk.
Videres mod syd og over grænsen gik det, indtil det et stykke efter Hannover blev tid til turens næste højdepunkt...frokostbuffeten!
Det havde i perioder stået ned i stænger, men vi fandt et ophold i regnen - og et tidspunkt hvor Truelsen var vågen (han kan sove!), og tømte vores kølebokse.
Der var lækre deller, saftig pestomarineret skinke og Stenbæk og Jlo's uovertrufne kartoffel- og pastasalater. (ja, de påstår begge at de selv laver det)
Som man sidder der, glemmer man helt at der venter stejle stigninger dagen efter, og spiser sikkert alt for meget..
Trafikken blev tættere efterhånden som vi nærmede os Ruhr distriktet, og vi måtte trille i kø nogle gange. Lars' GPS var lidt nyere og ledte dem en anden vej, så da vi efter 13 timer nåede La Roche en Ardenne havde de ventet i 45 minutter.
Vi tjekkede ind på hotellet, og fordelte os på nogle - i forhold til Luxembourg-turen - temmelig små værelser, men det var nu ok. Hotellet lå rigtig godt kun 200 meter fra bymidten, og havde så afgjort hvad vi skulle bruge incl. egen parkering.
Vi gik derefter ned for at hente chips og startnumre, men det var ikke bare lige. Uden hjælp havde vi nok aldrig fundet "Centre Sportive" for det lå lidt afsides, og der var absolut ingen skilte.Vi fik dog klaret vores ærinde, og kunne således sove det længere næste morgen før løbet.
Tilbage på hotellet havde vi forudbestilt dagens menu, for at undgå at komme i bekneb med at finde mad i byen. Indehaver og kok, Mr. Jeannot, fremtryllede 4 lækre retter, og serveringen var ganske enkelt fantastisk...
Selvom maden var super, var det ikke noget man normalt vil fylde sig med dagen før et hårdt motionsløb, og vi vil formentlig finde en alternativ løsning næste år.
Lige inden sengetid regnede det igen, og jeg spurgte Mr. Jeannot om hvilket vejr de havde lovet for den følgende dag. - "It will be wonderful.....i hope....for you!".
Jaaa...han var nu en rar fyr.
Vi mødtes lørdag kl. 7 til morgenmad. En medbragt pakke müsli gik på omgang, men ellers var buffeten ganske fin.
Herefter havde vi hver vores forberedelser. Der blev klargjort cykler, tønden skulle have sit og en passende påklædning blev valgt. Vejene var i nattens løb tørret op, men det var kun omkring 12°, og der var ikke mange huller i skydækket. Selv valgte jeg en windstopper under trøjen, knickers, løse ærmer og en regnjakke i baglommen. Med så mange stigninger burde det så ikke blive et problem at holde varmen.
Der var høj musik og god stemning i det store felt, og efter at gamle Claudy var præsenteret (vi kunne ikke se ham), blev vi sendt afsted med et knald.
Jeg fulgtes med Ole Stahl op over denne knold, og videre det første stykke. Ole vil heller ikke lægge for hårdt ud, og vi blev overhalet af mange ryttere da vi kørte på plateauet efter bakken.
Efter 18 km er vi tilbage i La Roche, hvor 3. nummererede stigning starter efter et skarpt hårnålesving. Her står der mange tilskuere og hepper, og så giver man den jo lige en ekstra tand.
Her siger Ole og jeg farvel, og han forsvinder stille og roligt forude.
Få minutter efter bliver jeg klappet på ryggen, og bliver på gebrokkent, men flydende dansk spurgt om jeg er dansker. Det må jeg jo erkende, og den ca. 50-årige ganske fitte herre der spørger, virker bekendt. Sørme om ikke det er Etienne De Wilde der hilser på, og jeg giver ham hånden, og fortæller at jeg sad som knajt i Forum og kiggede på, dengang han kørte 6-dagesløb med blandt andre René Pijnen og Danny Clark.
Jeg siger så, vel helt naturligt, at jeg ikke vidste at han havde boet i Danmark. (som virkede logisk med hans fine dansk).
Det havde han nu aldrig, men han var dansk gift. De havde dog altid boet i Gent.
De Wilde fortæller endvidere at han stadig cykler 2-3 gange om ugen, og deltager i løbet sammen med en kammerat. Vi letter på hjelmen, og han fortsætter i et noget højere tempo.
Min første tanke da han var kørt, var at den tror de sgu ikke på derhjemme, men sjovt var det.
En rytter ligger midt på vejen, og i højre side på en græsplæne sidder flere mellem deres cykler og ømmer sig. Der er mange omkring dem til at hjælpe, så jeg kigger hurtigt rundt bare for lige at se at der ikke er nogle af vores egne iblandt, og fortsætter så.
Det er Mur de la Velomediane, og navnet passer ganske godt.
Vejen er støbt i beton, og stiger pænt over 20% de første par hundrede meter.
Det er klart den stejleste stigning jeg har mødt på racercykel, så stejl at forhjulet gerne vil løfte sig. Jeg må virkelig koncentrere mig for at holde balancen og holde cyklen i gang.
Da den har fladet lidt ud, får jeg kigget på computeren der nu siger 15% - tænk at 15% kan virke som en lettelse.
Nå, men toppen blev nået så pulsen kunne komme på plads igen.
Ellers går det slag i gennem små maleriske byer, og jeg når det første depot efter 60 km. Det er et rigtig fint udvalg, med blandt andet belgiske vafler. Jeg elsker belgiske vafler.
Op på rammen igen, og kort efter er jeg i La Roche endnu engang, samtidig med at det begynder at regne. Det er nogle store dråber de har dernede, så jeg tager jakken på. Fra hovedgaden i La Roche går ruten direkte op ad Cote de Gohette – Kirkebakken – som på det første skrappe stykke er brostensbelagt.
Jeg frygter lidt for kombinationen regn og stejle brosten, men dækkene bider fint. Alligevel sejler cyklen under mig, og jeg er nødt til at at stoppe. Det er en siver på baghjulet, her på det værst tænkelige sted. Jeg vælger dog at prøve at nå op hvor vejen flader ud, og det lykkes også. Ud med slangen, mærke efter inde i dækket, og av for satan! Det skyldige stykke ståltråd sidder nu i langemand.
Jeg har længe ligget og yoyo'et mellem de samme ryttere. Nogle kører jeg fra opad, hvorefter de henter mig igen ned af bakke, og med andre er det omvendt.
Deriblandt en dame i 40'erne med Birkerøds klubdragt på. Vi aftaler mere eller mindre at følges ad, samtidig med at sorte skyer trækker sig sammen over os.
Regnjakken har været af, men er heldigvis kommet på igen, da himlen efter ca. 100 km åbner sig midt i en nedkørsel. Det pisker simpelthen ned, og jeg holder pænt igen med farten. Kort efter slår det over i hagl...de er altså større end de danske, og de slår hårdt.
Det varer en 5 minutters tid, så klarer det op, og solen titter frem. Mine sko og bukser sejler i vand, men her når man heldigvis aldrig at fryse, for hurtigt er vi på vej op ad den næste stigning.
Det andet og sidste depot ligger efter 120 km, og her har de sørme også belgiske vafler. Jeg elsker belgiske vafler.
Jeg benytter også lejligheden til at få pumpet baghjulet ordentligt op efter 50 km på 4 bar.
Her på den sidste trediedel af ruten kommer der også flere skrappe stigninger, heriblandt en der runder 15-16% på det stejleste stykke. Vi nærmer os Cote de Beffe, og frygter den lidt, da vi har hørt drabelige ting om den undervejs. Den kommer dog aldrig meget over 10%, så selvom procenterne holder fast de 1,7 km op, er den ikke noget problem.
De sidste 7 km er ned af bakke, og det er en ren fornøjelse at kunne rulle resten af vejen til mål.
Nede i La Roche står gutterne klar ved målstregen, som jeg passerer efter 7 timer og 43 minutter. Det er nu altså rart med sådan en modtagelseskomité.
De har alle været i mål et stykke tid. Henrik har kørt i tiden 5:41 og Lars har brugt 5 timer og 54 minutter. Ole Stahl er imponerende nok allerede i mål efter 6 timer og 5 minutter, og Jan kan køre over stregen efter 3 punkteringer, i tiden 6:10. Ganske flot i betragtning af at han havde holdt mig vågen en del af natten med snot og dårlig hals.
Nå, jeg får afleveret chippen, og styrer mod hotellet og et varmt bad, imens de andre bliver for at tage imod Hr. Stenbæk. Men bedst som jeg når hotellet, kommer Ole op af trappen omme fra parkeringspladsen. Han har i al stilhed sneget sig i mål 25 minutter efter mig, og er også godt brugt.
Mads har også klaret sit første møde med bjerge, og har kørt de 97 km på 4 timer.
Med alle mand i god behold og nyvaskede, tanker vi op med et glas godt belgisk øl, og sætter vi kursen mod en god bøf!
De 3 ældste bestiller en 300 grams entrecote, men det er jo kun pindemadder for os unge mennesker. Restauranten har nemlig også et stykke kød på 1,5 kg, beregnet for 2 personer. Men vi er jo 4, så kokken må i sving, og efter lidt ventetid kommer der en planke med 3 kilo ko til os. Det er dejlig rødt - nogle vil sige råt - men det er mørt og godt, og pludselig er der ikke mere tilbage.
Efter et par øl og lidt fælleshygge på værelset, går vi omkuld.
Søndag morgen kaster vi os igen over morgenbuffeten, og efter at have pakket og checket ud, sætter vi igen kursen mod Danmark.
Lars' GPS bliver udnævnt til stifinder indtil vi ganske nemt er forbi autobahn-spindelvævet omkring Essen. Her siger vi pænt farvel til Henrik og Lars og sender dem afsted mens vi provianterer. Det går strygende resten af vejen, og vi er i Kalundborg lidt efter kl. 19, et pænt stykke tid før vores rejsekammerater, der røg ud i noget Burger King og køkultur.
Senere på aftenen skete nøjagtig det samme som efter jeg deltog i La Marmotte.
Efter at have tænkt og sagt, at nu var CC gennemført, og det var det, stod det jo pludselig klart at jeg er nødt til at deltage igen en dag.
Det er altså noget underligt noget.
Der er bred enighed om at vi har haft en super tur, og den vil helt sikkert blive fulgt op af en ny til næste år.
Velomediane Claude Criquielion er et rigtig hårdt løb med mange plusser, men også nogle minusser.
Ruten er flot og som sagt meget knoldet, og ruteskiltningen er ganske god. Der er trafikkontrollører allevegne som hjælper deltagerne over større veje, og depoterne er i top. Til gengæld mangler der noget skiltning mod sportscentret, samt når man passerer gennem La Roche under løbet. Afspærringen der ledte deltagerne til selve målstregen blev også fjernet alt for tidligt, så blandt andre Hr. Stenbæk måtte spørge om vej. Det er ikke godt nok. Derudover er information på engelsk næsten ikke eksisterende.
Det ændrer dog ikke på at det alt i alt er et fedt løb, som de fleste af os nok vil vende tilbage til, når chancen byder sig.
Fik jeg sagt at jeg elsker belgiske vafler?