Af JimDurain

La Marmotte er som sagt et fransk motionsløb, der foregår i de franske alper. Løbet bliver afholdt, hvert år omkring første weekend i juli måned, hvor der deltager omkring 4000-5000 cyklister på den 174 km lange og 5.000 højdemeter hårde rute.
Ruten starter for foden af Alpe d'Huez i byen Bourg d'Oisans og fører rytterne rundt i et utroligt flot og fascinerende bjerglandskab, som tager pusten fuldstændig fra os fladdanskere.
Før strabadserne er ovre har man trampet over tre bjergpas (alle kendt fra Tour de France) Col de la Croix de Fer (2068 moh), Col du Telegraphe (1570 moh) og Col du Galibier (2646 moh) for at afslutte dette imponerende løb på toppen af l'Alpe d'Huez (1860 moh).
Jo, der er 21 hårnålesving fra Bourg til toppen og jo, det går opad i 13 km. med en stigning på mellem 8 - 9 %. Jeg brugte ca. 1 time og 45 min. på disse sidste kilometer.

Nå, jeg stødte på Rominger og de andre i Vejle, hvor en lejet bus skulle sørge for transport og overnatning på vej til bjergene.
Turen til Frankrig gik fint, med en stikker til det tyske motionsløb Alb-Extrem i Stuttgart, 170 km og 2800 højdemeter i øsende regnvejr.
I Frankrig havde vi arrangeret lidt hyggecykling i ugen op til La Marmotte, som foregik i det maleriske Vercorsmassiv. Små veje på bjergsiderne, larmende vandfald så tæt på vejen, at stellet bliver vådt og betagende udsigter.
Prøv dette område (Villard de Lans er et godt udgangspunkt),  der ligger sydvest for Grenoble, imponerende.

Dagene før løbet blev brugt i Bourg, der var fuld af cyklister fra mange forskellige nationer, med tilmelding på toppen af Alpe d`Huez dagene før (ingen tilmelding fra Danmark), trimning og pudsning af cyklen og fysisk og psykisk opladning. Får jeg en guldtid ? Styrter jeg ? Går jeg død ?.

En uges træning i bjergene er godt givet ud, selvom jeg gik i seng med ømme ben hver aften. Jeg vil ikke skrive noget om de første timer hver morgen.
Selve løbet var en oplevelse i sig selv. Det hele startede omkring kl. 5 om morgenen, med solidt morgenmad, buksefedt, bestik af vejret og hvor fanden er mine solbriller ?
Herefter trillede vi hen til startområdet i udkanten af Bourg, ved det store supermarked.
Under den sydende trængsel kommer der pludselig en helikopter buldrende ned fra toppen af bjergene, er det Le Tour eller hvad, sikken en stemning.
Alle ryttere starter samtidig, men afhængig af startnummeret får man godskrevet nogle minutter.
Det er ikke retfærdigt for alle, men på min debuttur er gennemførelsen det vigtigste.
Så pludselig, efter 2400 km. træning starter showet og efter 8 timer og 40 minutter i sadlen, befinder jeg mig på toppen af Alpe d'Huez i strålende solskin, med lykkelige cyklister omkring mig,
med franskmændenes "courage" og "alléz" i ørene, med deres vandflaskevand i nakken og ned ad ryggen og en brusende fornemmelse i hele kroppen, der skriger af glæde, selvtilfredshed og begejstring.
I timerne efter løbet, der i målområdet, går man bare der i solen på bjerget, og har det euforisk dejligt.
Sikken en tur, en tur der ikke kan opleves i Danmark, så mit råd er :

Tag cyklen med derned og prøv det!