Af JimDurain

Vi kom hurtigt sydpå, og da vi nåede grænsen kunne Michael endnu engang konstatere at byen Ausfarht ikke er blevet mindre siden han sidst var i Tyskland. Efter de obligatoriske tankstations-stop, vejarbejde og en hyldest til floden Donau kom vi, med hjælp fra Fru Jensen, hurtigt til Belgien. Passagen gennem Liege gik også godt og vi begyndte at få en fornemmelse af, hvad der ventede os i morgen lørdag. Specielt Søren begyndte at lyde lidt mere ydmyg og bekymret end da vi lagde fra land i Danmark. Han mente godt nok det var nogle lange og stejle bakker de havde i det her land. Hans bekymring blev ikke mindre af den sidste nedkørsel til La Roche en Ardenne, der var start by for løbet, her faldt vejen konstant over 6 – 8 km, altså en strækning som man formentlig så også skulle op ad. Det så bare godt ud og vejret var perfekt.

Jeg havde fået Jens Kasler fra Holger Danske til at hjælpe os lidt med det praktiske og efter at have fanget Jens pr. mobil, mødtes vi med ham midt i byen. På vej hen til hotellet, ville han lige vise os en af de sejere bakker som vi skulle op ad dagen efter. Den var stejl (som Granbakken) og lang (som Bregninge-bakken) og så op gennem en lille skov, Søren hvislede lidt i mundvigene, hvordan skulle det ikke gå.

Vi blev indkvarteret på et meget hyggeligt hotel og fik gjort cyklerne klar, vi skulle altså bare ud at trille en tur. Det blev til en 30 km, op og ned af et par gode bakker/bjerge. Nu havde vi fået en lille fornemmelse af, hvad der ventede. 

La Roche en Ardenne er en meget hyggelig by, der nærmest ligger i et hul, omkranset af de små bjerge. Hele byen summede af spænding og der var cyklister overalt, en rigtig god atmosfære og et perfekt sted at lade op til et cykelløb. Der deltager ca. 3.000 cyklister i CC-løbet hvert år, et pænt antal. Vi havde fået et lille trick af Jens Kasler, der gik ud på at checke ind på sædvanlig vis før start og så køre op til rytterne i forreste startlinie og så ”bakke” ind til dem. Den var Michael og jeg med på, men Søren valgte at starte på reglementeret vis.

Jeg fik en lidt urolig søvn denne nat, var man lidt nervøs, eller var det bare de nye omgivelser. Efter morgenmaden ville vi køre ned til start i god tid, uomklædte, for at checke ind, så var det gjort. det lykkedes ikke, vi kunne simpelthen ikke finde, hvor vi skulle checke ind, og der var heller ikke ret mange ryttere i byen på dette tidspunkt, ca. 1,5 time før start. Efter lidt panik valgte vi at køre tilbage til hotellet, få pruttet af, skiftet og så op til start, nu var tiden ved at være knap. Da vi igen kom til startområdet, var der ca. 2.997 ryttere i en lang række ad byens ret smalle gågade. Endelig fandt vi et sted at checke ind, hvorefter Michael og jeg ”bakkede” ind i forreste startrække og Søren som sagt valgte at gå den reglementerede vej og kom til at starte langt nede i rækkerne. Der var ingen der brokkede sig over vores metode, der var nu flere andre der gjorde det samme. Pludselig stod Claude Criquielion him-self foran os, nu var der ikke længe til start, skoene blev endnu engang spændt og vi var klar, gud ved hvor Søren var henne.

 Bang, af sted, Michael i fuld fart forbi den første indsnævring ved en bro, vi var allerede på vej op ad. Find gearet og åndedraget, bare følg med her i starten. Endelig var vi oppe ad den første stigning, og feltet var allerede knækket. Vi var vel ca. 150 i første gruppe. Så kom der en lang nedkørsel, hvor jeg trak mig flere gange og gav plads. Det var tæt her, og jeg mangler rutinen i at køre mange sammen og tæt nedad med ca. 50 i timen. Pludselig gik det opad igen, sikken et løb. Da vi kom ud på et mere åbent område kunne jeg se, at der var hul op til førergruppen, hvor Michael selvfølgelig sad. Kunne jeg have været med der? Bare lidt længere endnu.

Efter ca. 55 km. kørsel kom den lede bakke som vi kendte fra bilturen i går. Der var et par stykker der ikke lige fik skiftet gear, det lød som om de væltede. Jeg kæmpede mig opad, og tænkte efter første stigning, at den var da ikke værre end Granbakken, men da jeg så op, kunne jeg se at der var meget langt op til toppen endnu. Da jeg nåede toppen, kunne jeg konstatere, at den var meget værre end Granbakken. Nu var alt sprængt i stumper og stykker og for, at det ikke skulle være løgn, var vi pludselig nede i La Roche igen og drejede pludselig til højre, føj for den, her kom så Kirkebakken, den var rigtig stejl, efterfulgt af en 3 km stigning på 11 %. Av. Michael fortalte senere, at det var her han blev sat af førergruppen, der herefter bestod af 6-7 mand. Søren fortalte senere, at da han nåede dette sted, væltede folk, da der var for mange på bakken og han måtte af og trække et godt stykke.

Efter bakken fik vi hentet nogle af dem, der var sat af foran, og efterhånden var vi en 10 mand, der dannede en gruppe.

Jeg er blevet spurgt om CC-løbet er hårdere end f.eks. La Marmotte. I La Marmotte kører man i Alperne som i sig selv er hårde at køre i, men i modsætning til La Marmotte, hvor man kører helt sit eget løb, bl.a. fordi man kører opad 20-30 km, kører man mere cykelløb i CC. Her forsøger man at sidde med opad stigningerne, fordi de ikke er helt så lange, og man vil nødigt sidde alene derude. Problemet er, at der jo er 24 nummererede stigninger, så der er mange steder man bliver presset, og det tapper.

Ved 110 km. kom krampen i begge mine ben, heldigvis gik det lidt ned ad bakke på dette tidspunkt og jeg kunne ride krampen af, men de næste 50 km. skulle jeg passe meget på ikke at sidde forkert eller presse mig for meget, så var den der igen. Heldigvis var alle de andre også meget trætte.

Jeg tror jeg lavede den fejl ikke at køre på depot, hvilket betød, at jeg formentlig fik drukket for lidt undervejs. Jeg havde kun to flasker, men fik en flaske og en halv Cola af en fra Odense, som jeg sad sammen med de sidste 80 km. Tak for det. På depoterne kunne man faktisk trille lige så stille forbi i den ene side af vejen og få flasker, men det lykkedes altså ikke for mig. Søren fortalte, at da han kom til depoterne, var der proppet med folk, og ikke ret meget tilbage, så det kommer altså meget an på, hvornår man er der.

Endelig forsvandt krampen og jeg fik det godt, hvilket gav mig mod til at stikke fra min gruppe til sidst sammen med 2 andre, vi kørte hjem sammen og jeg fik en tid på 5’25, hvilket rakte til en plads som nr. 73. Jeg var tilfreds. Michael havde været i mål et kvarter og vinderen en halv time. Michael var blevet nr. 8 og nr. 3 i hans aldersklasse, flot og tillykke med det.

Da vi havde siddet ca. 10 minutter og analyseret, begyndte det at regne, og vi besluttede ikke at vente på Søren, men køre hen til hotellet. Her fik vi et ”okay bad”, uhhh det var godt. Herefter kørte vi hen til målområdet igen, men fandt ingen Søren. Nå ! var der sket noget, styrt, punktering, sukkerkold ??? Vi kørte igen tilbage til hotellet og her lå Søren på sengen, euforisk høj og tilfreds med sin indsats, men han var træt. Han havde kørt på 7’23.

Om aftenen var der lodtrækning om et par hjul og andre småting samt præmieoverrækkelse. Michael skulle jo have sin 3. præmie. Så lidt mere cykelsnak, der er mange danskere dernede, hjem til hotellet, pakke lidt og så i seng efter et par øl.

Næste morgen kørte vi til Danmark, igen gennem Tyskland, hvor jeg tror Michael kunne blive anlægsgartner, og også en populær anlægsgartner, hvis tyskerne kan lide efeu. Han ville simpelthen brodere samtlige anlægsbyggerier med efeu, selv Donau, ville han gerne fylde med efeu.

Tak til mine rejsekammerater, det var bare en super tur med hygge, sjov og kanon cykling. Jeg kan kun anbefale dette løb til alle andre. Godt nok var vi heldige med vejret og ja, det er rarest at køre i solskin frem for regnvejr. Men bakkerne, de er der, hver gang og det er jo dem man godt kan lide som cykelrytter, om man så vil indrømme det eller ej.