6. Oktober    Dzhusali - Aral                   Dag: 284 km    Total: 6715 km Den tunge beslutning var taget – de næste 2 etaper bliver til 1 dag i tog. Var på stationen klokken 7:30, der stod et tog og prustede men havde lokomotivet i den forkerte ende. Stationsforstanderen tog mig under sine vinger og underholdt mig på sit kontor indtil billetlugen åbnede klokken 8. Togafgangen var 14:04 så der var god tid til at tage tilbage på hotellet og få sig en lur. Gårsdagens omend mådeholdne vodkadrikning havde sat sine spor - dog heldigvis kun som træthed. Kom i god tid til stationen og blev tiltalt af en iøvrigt velklædt fyr på 27 som tilsyneladende kedede sig. Han hang på stationen men skulle ikke med toget. Igen ærgeligt at jeg ikke kan en smule russisk. Jeg kom dog frem til at han arbejdede med brandovervågning på Baikanur, gik til kickboxing og kørte i egen bil. Da toget kom var han så flink at hjælpe mig cyklen på toget. Jeg måtte af med en extrabetaling for cyklen på ca. DKK 20 som gik direkte i konduktørens egen lille private kaffekasse. Vrøvle histore om Globemaster. Hvorfor er det således at jo større et land er, des længere er der mellem turisattraktionerne. Se det er et spørgsmål som jeg har funderet lidt over og mener nu at have fundet svaret. Det går helt tilbage til jordens skabelse. Entreprisen var efter licitation blevet givet til firmaet Globemaster, tidligere Masterglobe, tidligere Globepro og før det Herman Jensens eft. ved Bamse Jensen Aps. Anlægsarbejdet gik i gang og som ved alle større projekter var der gode momenter og dårlige tider. Budgettet var under pres og tidsplanen usædvanlig kort som sædvanligt. Desuagtet oprandt dagen for afleveringsforretning. Til stede var bygherren, bygherrerådgiveren og Globemaster. Som en sidebemærkning skal nævnes at bygherrerådgiveren ikke var NNE Pharmaplan. Dette ellers velrenommerede firma er jo som bekendt et pharma-selskab som skyer opgaver uden for pharma segmentet og vil strække sig langt for ikke at få sig dem påduttet. Afleveringsforretningen blev åbnet med en inspektion af projektet. Alle de store ting var iorden, positionering og fundering i rummet var perfekt. Kloden var tilnærmelsesvis rund - ihvertfald klart indenfor specifikationen. Da bygherren startede at gå lidt mere i detailer blev stemningen straks mere anspændt. Alle landene var jo bittesmå og fyldte stort set ingenting på overfladen, hvor 99% var hav. Efter indledende diskussion på site blev man enige om at fortsætte i det dertil allokerede møderum. Stemningen under mødet gik fra anspændt over højrøstet til direkte ophidset. Kontrakter, regler og love blev hevet frem og citeret. Efter et par timer stod det imidlertid klart at Globemaster havde opfyldt gældende kontrakt. De i kontraktens stykliste specificerede: smukke skove, dejlige strande, dramatiske kløfter, majestætiske bjerge, antallet af lande, osv. alt var leveret som ordret blot havde bygherren eller muligvis dennes rådgiver glemt i kontrakten at specificere de enkelte landes størrelse. Resultatet var at alle disse smukke scenerier var stakket op i meget små lande, ligesom kongeligt porcelain i en antikvitetsforretning. Der blev talt om kontrakt, god tro, ond tro og i det hele taget var stemningen ikke rar. Kulminationen kom da Globemaster hev et forslag op som beskrev en udbedringsplan, med en naturligvis betragtelig omkostning til følge. Mødet udviklede sig til skænderi som kun holdt inde da det blev klart at det var frokosttid. Trykkede og med højt blodtryk bevægede mødedeltagerne sig til VIP spisesalen med maghoni-træpaneler og kongeblåt gulvtæppe. Som sædvanlig var maden superb. Menuen var sild og højtbelagt smørrebrød som blev skyllet ned med beherskede mængder øl og snaps. Da kaffe og chokolade samt røgvarer (husk det er meget meget lang tid siden) kom på bordet havde velværet ved livet gjort sin virkning og opponenterne passiarede livligt om forgangne problematiske og delvist fejlslagne projekterman havde udført sammen. Tilbage i mødelokalet var man derfor alle indtstillet på at finde en pragmatisk løsning på disputsen. Efter en forholdsvis let diskussion blev man enige at Globemaster skulle sørge for et nærmere diffineret landareal uden beregning, som kompensation var bygherren instillet på at gå let henover den ellers lange mangelliste. Nu skal det dog også nævnes at manglerne i det hele var i småtingsafdelingen feks. Pkt. 1: badevandet i Øresund er for koldt i december måned. Pkt. 985: sandet er for varmt i Sahara, Pkt. 6684: jordens indhold sprutter op i Island. I ved alle den slags bagateller som enhver bygherre vil have men ikke betale for. Ud over at slippe let ud af mangellisten formåede Globemaster desuden at forhandle sig til merchandise rettighederne for en lang periode. Her er det traditionelt salg af globusser der er den helt store kassesucces. At give disse ret indbringende rettigheder til entreprenøren kan synes som en falliterklæring fra bygherrens side, men dels var det hvad der krævedes for at opnå kompromis og dels, hvad der var helt godt tænkt af bygherren, købte han nemlig her en forsikring for at Globmaster udførte den lovede udbedring. Jeg mener hvem vil købe en globus hvor alle landene er bittesmå, ligger i en klump og ligner ventilen på en blå badebold. Nu er det jo ofte sådan at alle gode intentioner fra sådanne møder mister lidt af glansen når man er  tilbage i realiteternes vold og har en bundlinie at tilgodese. Det blev hurtigt klart for Globemaster at en total udbygning af alle lande til samme størrelse langt ville overstige rådighedsbeløbet og endda gøre indhug i den forventede og regnskabsførte profit. Man fandt derfor en løsning ved at strække landene hist og pist og stort set uden system. Billigt og effektivt, men uretfærdigt. Tag nu Bornholm for eksempel, denne lille ø var heldig og undgik udstrækning overhovedet, det er derfor at hvorend du vender dig har du de smukkeste landskaber serveret lige i den bedste sendetid, og det ved jeg for jeg har selv været der. Danmark som helhed slap let henover strækningen – enkelte steder dog undtaget. Andre lande blev hårdt ramt, kontrakten skulle jo opfyldes. Australien er jo totalt udstrakt, en kystlinie med ingenting i midten andet end en stor sten. Kazakhstan blev også strakt - Vest-Kazakhstan mere en een gang, derfor er landskabet jeg kører igennem nu totalt fladt, fladt og fladt. Efter denne udbedring gennemførtes endelig afleveringen og Globemaster startede produktion af globusser af vores nu smukke og næsten sexy blå planet (nu dog knap så blå som før)  Salget gik strygende. Almindelige papglobusser, gennemskinnelige plastglobusser med en 25 watt pære indeni, træglobusser med hjemmebar osv. Intet hjem uden mindst een globus. Globemasters indbringende rettigheder udløb ca. 1975 og det var trods mange forsøg ikke muligt at få dem forlænget. Nye regler var trådt i kraft, var eneste tilbagemelding fra bygherren. Da der ikke stod en kapabel kapacitet i kulissen til at overtage Globemasters salgssuccess døde markedet derfor hen. Det var simpelthen forklaringen på hvorfor stort set alle lande har lige mange seværdigheder men fordelt på et vidt forskelligt areal. Tilbage står så kun spørgsmålet: er der der nogen forbindelse mellem illuminerede plast globusser, plast-sweizer kukure, stuespringvand og lavalamper. Jeg ved det ikke, men har en anelse. Hvis der er nogen der har hørt noget så send mig venligst en mail. 5. Oktober    Qyzylorda - Dzhusali      Dag: 173 km   Total: 6430 km Havde en lang sludder med hoteldirektøren igår. Han er fra Tyrkiet og taler glimrende engelsk. Fortalte bla. stolt om at hotellet havde været fuldt booket med deltagere fra Peking-Paris rallyet for nogle år siden. Det var sjovt at kunne svare at jeg lige havde mødt dem i dette års udgave. Da jeg spurgte om en nem vej ud byen svarede han straks at hotellets bil ville guide mig ud af byen idag. Super service. Der var således ingen problemer med at finde ud af byen og den rigtige vej mod vest. Pga. manglende skiltning og vejomlægning fik jeg dog ca. 16 km extra før jeg nåede dagens bestemmelsessted. Hoteldirektøren havde anbefalet Hotel Almaty her i byen og bedst som jeg stod og fik kørselsanvisning af en taxichaffør troppede en politibetjent op og bad om at se mit pas. Han studerede det længe og bad mig til sidst med på stationen. Jeg fik lov til at tage min cykel med ind. Så sad vi der. Han talte ikke engelsk men blev ved med at sige Dzhusali no no. Så spurgte han om jeg havde en advokat. - Næh, det havde jeg nu ikke og mente heller ikke det var nødvendigt. Så rodede han i et gammelt pengeskab og fandt en formular og spurgte om han skulle føre protokol. Det gik rimeligt hurtigt op for mig at det primært var for at levere lidt lommepenge til ham at jeg sad der. Der var et rend ind og ud af kontoret, og da vi endelig var alene foreslog han at vi skulle være gode venner, mod et beskedent vederlag kunne han hjælpe mig. Nu kunne jeg vælge mellem at betale ham og få lov til at blive i byen i nat eller satse på at jeg rent faktisk havde lov til at være i byen og udfordre ham med risiko for bøde og at blive smidt ud af byen. Nu er det jo tæt på Baikanur (den russiske rum base med div. Atomvåben og raketter) så der kan jo rent faktisk være særlige bestemmelser her selv om man så måtte formode at skiltningen var bedre. Det korte af det lange var at jeg betalte ham – han forlangte 100 USD men jeg fik ham handlet ned til 10 000 Tenge som er knap 360 DKK. Nu står kun tilbage at undersøge om der rent faktisk er særlige bestemmelser som han hævdede. Rikkes grundige undersøgelser på nettet tyder på at der var en kerne af sandhed i betjentens ord. For at undgå problemer har jeg derfor besluttet at tage toget til Aral som skulle være ude af sikkerhedszonen rundt om Baikanur. Netop som jeg sad og var ved at færdiggøre vrøvlehistorien om Globemaster (kommer senere) hendad 10 tiden, bankede det på min dør. Det var gutter fra et band som turnerede rundt i Kazakhstan. Jeg havde hilst hurtigt på dem tidligere før deres optræden. De inviterede mig til sammenkomst på et af de andre værelser. Efter sidste punktum gik jeg derhen og havde en dejlig aften. Den stod på vodkadrikning i beherskede mængder, snak og en del musik som de spillede til ære for mig. Disciplinen vodkadrikning er iøvrigt forbundet med lange og følelsesladede skåltaler. En af gutterne ringede til sin kæreste som talte perfekt engelsk, hun oversatte så begge veje online. Hyggeligt og alt for hurtigt blev klokken næsten 1 og det var høje sengetid.

3. Oktober      Shieli-Qyzylorda                 Dag: 140 km Total: 6258 km 

Hvis jeg skulle have glemt hvordan det er at køre i modvind fik jeg en genopfriskning idag – det er hårdt. På næste træningstur i Kalundborg har jeg lovet mig selv ikke at brokke mig over vinden for det bliver i sagens natur jo en rundstrækning så der bliver vel rygvind på et eller andet tidspunkt.

Landskabet er fladt og brunt med græs og enkelte buske, men ikke så meget som et enkelt lille juletræ til at give læ.
Det er koldt om morgenen men varmer op til 30 – 35 grader i løbet af formiddagen. Holdt en kort pause som jeg bla. brugte til at afklæde mig min langærmede vintertrøje. Jeg smed den på oven på cykeltaskerne, satte mig i gruset, nød en cola og en Snickers og fortsatte. 3.5 km nærmere etapemålet kom jeg i tanke om jakken – shit. Der var idømt 7 km i dummebøde, jeg kunne dog glæde mig over at; jeg ikke havde kørt 4 eller 44 km før jeg vendte om,  jakken lå og ventede på mig samt en forrygende rygvind de første 3.5 km.

2. Oktober  Turkistan - Shieli                   Dag: 169 km   Total: 6117 km          
Det burde have været en let dag, men jeg sov dårligt og havde hovedpine meget af dagen.

Den utroligt ujævne og ru asfalt hjælper heller ikke til når man har en dag hvor man er disponeret for ondt i hovedet.
Min morgenmad var selvfølgelig ikke klar klokken 7 som lovet og der var ikke udsigt til snarlig servering så jeg kørte efter en gang musli med danskvand på værelset.
Ikke så meget at skrive om, blev som sædvanlig stoppet adskillige gange for en sludder, foto osv. Blandt andre en pensioneret tysklærer stoppede. Han var kørende i en Lada, stort set på hans egen alder, den burde ihvertfald også have været på pension. Bilen var  fyldt med bilhjul indeni og med en sæk korn på tagbagagebæreren. En statelig mand med klippet skæg, kosakstøvler og blå kalot. Vi knækkede et par tyske gloser sammen, hyggeligt.

1. Oktober    Shimkent - Turkistan          Dag: 167 km  Total: 5949 km

I går aftes lykkedes det mig  at gøre mig selv til grin. Havde fundet en fin restaurant og maden var da også ok. Det eneste der irriterede mig lidt var at brødkurven indeholdt ikke mindre end 5 endeskiver og intet andet. Jeg tog mig sammen og hidkaldte tjeneren og gav udtryk for min forundring. Efter en tids kommunikation indså hun at det talte ord ikke var vejen frem og spurtede derfor ud i køkkenet og kom triumferende tilbage med det korteste formfranskbrød jeg endnu har set, ca. 4 cm langt. Hvis du skærer et sådan brød op står du med to endeskiver – skakmat.

Om morgenen var den gal igen. Der var annonceret morgenmad fra klokken 7 – jeg var der på slaget men døren var låst og alt lys slukket. For at udnytte tiden rykkede jeg ud af værelset og fik pakket cyklen. Et kvarter senere var jeg tilbage og sad og ventede på betjening, men ingen kom. I stedet var der en gut som makkede med et tv. Jeg tiltalte ham lidt irriteret og bad ham speede op for jeg ville gerne afsted. Heldigvis kunne han engelsk så han kundgjorde at han også var gæst på hotellet, hvis jeg skulle fremskynde noget som helst skulle jeg gå i køkkent og råbe meget højt for de var meget dorske om morgenen. Skakmat igen og undskyld. Han tog det heldigvis fint og vi fik en sludder. Senere da han passerede mig på vejen hang han nærmest ud af bilen og ønskede god tur, fin fyr.

En lille lastbil med meloner stoppede, to mand hoppede ud og gav tegn til mig om at stoppe. De hilste på orientalsk vis med krydsede arme foran brystet og et Saalam Alejkum. De skulle lige høre hvem jeg var og vi passiarede lidt så godt det nu kunne lade sig gøre. Den ene sprang op på ladet og ville udsøge den bedste honningmelon til mig – jeg fik ham dirigeret hen til den mindste jeg lige kunne se. Efter foto startede de igen men blokkede bremserne 30 meter længere fremme. Den ene kom løbende tilbage med en vandmelon, den anden med 3 kugler (ligner marcipan snebolde hvis i kender dem) som var lavet af mælk, og så var de væk. Der stod jeg med 2 meloner og 3 mælkekugler. Kuglerne røg ud til højre, ikke lige min smag. Jeg fik spist knap halvdelen af vandmelonen og stoppede honningmelonen i tasken.

Jeg har funderet lidt på forskellen i samfundsopbyging mellem Kina og Kazakhstan. Det er jo ingen hemmelighed at folk i Kina med forbindelser og evner tjener styrtende på at udnytte den svage del af befolkningen på det groveste. Disse stakler knokler under slavelignede forhold for blot at opretholde et absolut eksistensminimum. Det er vel også derfor at jeg har været i Kina i næsten 5 år for at skumme noget af merværdien oparbejdet på denne måde, og der er vel næppe nogen der vender hjem efter lørdagsindkøb uden kinesiske varer i kurven. Jeg erkender at der er mange gyldige grunde til at være present på det kinesiske marked, vi kan og må ikke lade være men det undre mig at internationale firmaer som profilerer sig højt på social bevisthed og leverer jeg ved ikke hvor mange bundlinier i årsregnskabet ikke sætter spørgsmål til arbejdernes velfærd hos underlevererandør og entreprenører – men på den anden side: money talks, bullshit walks.
Jeg er ikke i tvivl om at der også her i Kazakhstan sidder folk i toppen og lever fedt af udnyttelse og korruption, men umiddelbart opfatter jeg landet her meget mere afbalanceret. Jeg har indtil nu kun set een tigger og der er ingen der i modsætning til i Kina klunser affald eller tabte bomuldstotter i vejkanten. Folk her er generelt ikke rige, efter danske forhold nærmere  fattige men det synes at de kan opretholde en acceptabel indkomst på en værdig måde. Med andre ord lader det til at spændet mellem rig og fattig er meget mindre her.

29. September   Taraz - Shimkent           Dag: 179 km  Total: 5782 km

Mødte en ung gut der var ude at træne på sin racer. Fik en lille sludder på hvert sit sprog, og jeg lærte at Jøgen Leth fuldstændig har misforstået hvordan man udtaler Vinoukorov, (kendt Kazakhstansk cykelrytter) det udtales Viiii-nuuuu-koo-rov

28. September    Merke - Taraz            Dag: 159 km      Total: 5603 km

Hurra - Bølge - Klapsalve

I tror mig muligvis ikke, men idag var der RYGVIND en frisk brise og iøvrigt dejligt vejr. Det er koldt om morgenen nu - 6 grader, men det varmer op til omkring 28° i løbet af dagen. Sidst på eftermiddagen køler det dog hurtigt af igen.

Blev overhalet af en hel masse flotte gamle biler - nogle få type Prins Joachim Cortina smadderkasse men de fleste var rigtige biler fra 30'erne og 40'erne. Flot svungne skærme og den helt rigtige snøftende, gryntende, savlende motorlyd. Nogle var ikke bange for at give gas, det var en fryd at høre en gammel åben sag i knaldgul lakering geare ned og lave en frisk overhaling. Da jeg nåede til Taraz var der en del der holdt ind ved en benzintank. Jeg fik en snak med en pressefotograf der var med i en spritny Landrover supportbil. Han bekræftede at det var Rallyet Peking - Paris som kørtes for første gang i 1907 (tror jeg nok) og i år for 4. gang ialt. De ældste biler, der var 2, var fra 1903. Jeg er jo lidt i underskud med at snakke, så jeg fik kun taget et billede, men jeg er sikker på at der er masser af billeder på nettet bare man gurgler lidt rundt.

Ellers ikke så meget - der sprang en eger, men det er jo ikke noget nyt, regner dog med at have nok i reserve. Havde også en punktering, bagdækket er nu efter ca. 5000 km noget tyndt, det er snart tid til at skifte til reservedækket der ligger i tasken og venter.

Sveske-youghurt. Kan man blive glad for at se en flaske sveskeyoughurt? Ja jeg kan, har altid været til den slags og fandt en købmandsforretning tæt på hotellet, velassorteret med alskens lækkerier, ost, brød og sveskeyoughurt - så kan en god dag dårligt blive bedre. I forretningen var der en pige der talte engelsk og jeg fik oversat "hagudda" som alle råber efter mig - det betyder såmænd bare "hvor ska du hen du".

27. September  Korday - Merke             Dag: 150 km    Total: 5444 km

Et smut gennem Kyrgystan eller Jacob og de 3 røghatte.

I Almaty faldt jeg tilfældigvis over en blog skrevet af cyklister der har kørt samme rute som jeg, dog modsat retning. (http://travellingtwo.com/resources/kazakhstan/tashkent-to-almaty) Her stod bla. at læse at man kunne slå et smut igennem Kyrgystan også uden Visa. Efter at have kigget lidt i kortene fandt jeg ud af at jeg derved kunne spare ca. 50 km. Ikke meget men ikke desto mindre een dag - jeg bliver jo nødt til at stoppe hvor der er mulighed for overnatning. Jeg overvejede lidt frem og tilbage - den extra dag kunne så bruges til sightseeing og afslapning - tiltalende. Det værste scenarie jeg kunne komme i tanke om var dog tilpas afskrækkende. Såfremt dem der havde skrevet på nettet blot havde været heldige og jeg blev stoppet i Kyrgystan ville jeg virkelig være i problemer - stoppet i et land uden visum og mit visum til Kazakhstan er et single entry - dvs. hvis jeg forlader landet kan jeg ikke komme ind igen. Hmm...hvo intet vover - keder sig, så jeg besluttede at tage chancen men ville dog lige spørge nogle lokale først. Da jeg kom til krydset hvor beslutningen skulle tages stoppede jeg og spurgte en tandløs gammel mand (han havde stort set kun hjørnetænderne tilbage, og kunne muligvis bruges som hulklipper på kontoret). Han var vældig flink og snart kom der et par andre gutter tilstede - alle sagde "niet problem" så jeg drejede altså til venstre.

Omkring krydset var der en del souvenier boder, med salg af skindveste, broderede tøfler, øl og vand. Jeg passerede nogle stykker og så i en af boderne sad der 3 gutter og råbte og vinkede at jeg skulle komme nærmere. Efter et par sekunders betænkningstid vendte jeg om og satte cyklen. Der sad de så sammen med den enes kone og søn på 12-13 år. De var i top humør og spurgte om jeg ikke ville have mad - jo tak - spejleæg, nybagt brød, gedeost og KAFFE. Spejlægget blev godt nok serveret på den samme tallerken og med samme gaffel som allerede havde været igang men jeg fik lempet ægget op på brødet - det smagte super. Jeg undrede mig lidt over humøret var så umanerligt højt, men kort efter kom forklaringen da een af dem begyndte at rulle en joint af en ordentlig klump stærk tobak. Nu går min grænse inden hash så jeg takkede pænt nej, til deres ros skal siges at de ikke pressede, kun spurgte høfligt en otte - ti gange om jeg ikke lige skulle have lidt røg til at køre videre på. Efter maden og opløftede af rygningen var det tid til opbrud, 2 af gutterne sammen med kvinden satte sig ind i den sædvanlige gamle Audi 100 og drog afsted. Det gav lidt stof til eftertanke, jeg håber virkelig det er undtagelsen at folk her kører rundt i en ordentlig skævert, der bliver nemlig kørt stærkt. Jeg tømte mit andet krus NES og takkede nej til det tredje - jeg ville også afsted. Den tilbageblevne tjekkede min cykel og spurgte om det var en gps jeg havde - jo det er det da - sådan en rigtig Sputnik GPS - da da (da da er russisk og betyder yep)  den får bare en stråle fra den nærmeste Sputnik og så ved man præcis der hvor man er. Så var det tid til afsked med  STOR BAMSEKRAMMER. Jeg spurgte ikke om jeg skulle betale, det ville have været at fornærme dem. Jeg blev iøvrigt også tilbudt en vandmelon, men takkede nej da jeg af erfaring ved hvor vanskeligt det er at rejse pa cykel medbringende meloner.

Turen gennem Kyrgystan forløb problemløst, vejen var en decideret transitrute - standsning og parkering var forbudt. Ialt blev det til ca. 50 km på Kirgisisk territorie af 3 omgange - det eneste der markerede en grænseovergang var pigtrådshegn der var ført helt op til landevejen. Der var dog en del militær med rigtige skydere der patruljerede og bemandede vagttårne.

Motivation vs. Fysik
Langtidsholdbarhed er ordet der gælder på denne tur. Jeg har efterhånden fundet ud af at det ikke nytter blot at lytte til den indre stemme der siger - det går godt, snup lige 100 km til. Det går i en uge eller så at køre hårdt på, motivationen driver dig videre, men lige pludselig en dag giver det bagslag. Motivationen er væk, fysikken er slidt ned og drys det hele med en gang hjemve, så sidder du i et dybt selvskabt hul som er uendeligt svært at komme op af igen. Mit visum til Rusland er først gældende 25/10 så jeg har masser af tid her, kan nå at være på grænsen på dagen blot med 100 km/dag i snit. Det gælder blot om ikke at tage for store bidder ad gangen og holde hvil selv om det ikke føles absolut nødvendigt, så bliver det ikke noget problem. Når den Russiske grænse er passeret er det dog en helt anden sag - det eneste der så er begrænsende faktor er sejlplanen Puttgarden-Rødby, men det er en helt anden snak, nu ved jeg at jeg skal passe på.

26. September  Korday - en jurt ved landevejen   D: 67 km T: 5294 km

En let dag - vågnede først 8:30 - morgenmad, en muslibar og et æble.
Fik pakket sammen, ejerinden ville ikke modtage betaling - så jeg gav hende en giga marsbar til datteren.
Træt i benene, så en 6 % stigning sved noget i benene.

Frokost omkring klokken 11:30 - der var engelsk menukort og der var sørme Frikadelki - det synes jeg lød enormt lækkert, og det er der nok også mange andre der har syntes, for de havde ikke flere. Til gengæld var der nudler og kødsovs som var ok.

Fandt et lille hotel her - 40 kr for en seng i et 4 mands rum - jeg spurgte om ikke jeg kunne købe alle sengene - det kunne jeg godt og så fik jeg 40 kr rabat, uden at spørge. 

25. September  Almaty - en jurt ved landevejen D:157 km  T: 5227 km

En bøvlet dag

Planen var at jeg idag skulle køre hele vejen til Korday ca. 220 km. Alt var pakket og klart til tidlig afgang, skulle lige spise morgenmad klokken 06:30 og så afsted. Der var dog en lille orm der gnavede - jeg havde ikke fået mit pas endnu. Jeg ringede derfor ned til receptionen klokken 6, næe de vidste ikke noget. Da jeg lidt senere kom ned fik jeg en historie om at myndighederne havde travlt og på trods af at hotellet havde rykket var passet ikke færdigt. Jeg har dog på fornemmelsen at hotellet simpelthen havde glemt at afhente passet, for klokken 09:30 kom der en taxichauffør med det. Der gik den tidlige afgang fløjten.

Det gik relativt let at finde ud af Almaty, selv om jeg tror jeg tog en lille omvej. Vejen var med fin og glat asfalt - som god dansk landevej.
Store bakker men ingen vind så alt rullede fint, og jeg kalkulerede med ankomst til Korday omkring 21:00 hvilket er fint. Jeg vil helst ikke køre meget senere, det er for mørkt og trafikken er tæt, tung og hurtig.
Da jeg manglede ca. 100 km blæste det dog kraftigt op, som sædvanligt modvind derudover er der et lille bjerg (500 højdemeter) som skal passeres. Her er temmelig øde så jeg begyndte at overveje at rulle soveposen ud i det fri istedet for at ankomme helt smadret midt om natten til byen for derefter at skulle finde hotel. Klokken 17:30 fandt jeg dog en lille jurt (rimer på surt - sådan lugter her) hvor jeg besluttede at rulle min pose ud, det ser ud som jeg kan få aftensmad her også, men ellers har jeg lidt muslibarer og chokolade.

Imorgen bliver så en let dag kun omkring 65 km. - iøvrigt få minutter efter jeg parkerede cyklen løjede vinden af - ikke helt men næsten, men den hviler sig vel også bare så vi kan være klar samtidig imorgen ;-(