Et af verdens hårdeste motionsløb køres hvert år i de franske alper, i den første ke weekend i juli.
Nu foretrækker min frue og jeg at tage så tidligt på sommerferie som muligt, fordi vi stort set altid tager på bilferie, og Sydeuropa er som regel ikke pakket med turister før et stykke ind i juli. Samtidig har jeg en kollega som gerne ville holde senere ferie, og vi blev derfor enige om at bytte. Jeg havde naturligvis luret at der så pludselig var en åbning i forhold til La Marmotte, og konen troede da heller ikke en skid på mig da jeg kom med mit forsigtige og overraskede ”Hov, så har vi jo ferie når de kører det der løb, du ved nok…”
Nå, herhjemme bakker vi hinanden op, og fruen var helt med på ideen, da jeg den 26. december tilmeldte mig La Marmotte 2010. Dog gider hun ikke være med når jeg skal cykle – det er vist noget med åndsfravær og lignende - så vi besluttede at jeg selv skulle tage afsted til Frankrig i uge 26, og at vi med hjælp fra en flyvemaskine så ville kombinere det med en efterfølgende familieferie ved Annecy-søen.
Trods en lang og hård vinter, og et dumt styrt i starten af juni, lykkedes det mig at nå 4800 km, og kiloene forsvandt helt uden problemer, så jeg følte mig fit for fight da jeg kørte afsted sydpå onsdag den 30. juni.
Jeg ville meget gerne have haft selskab, dels på grund af den lange tur og dels fordi det altid er rart at have en at dele oplevelsen med, men diverse KCC-personligheder der var inde i billedet måtte desværre melde pas.
Klokken 10 torsdag formiddag trillede jeg ind på Camping Belledonne, som ligger i Rochetaillée ca. 8 km fra foden af Alpe D’Huez og startbyen Bourg D’Oisans. Det viste sig at pladsen var hollandsk ejet, og derfor hovedsageligt beboet af hollændere. Mine naboer – der ligesom stort set alle andre på pladsen skulle deltage i løbet – var ganske flinke, og meget nemme at snakke med
Jeg havde kun et telt med, og mens det blev sat op steg temperaturen til 29° her kl. 10.30.
Det var første vink om den varme der ventede senere på ugen.
Udover de indfødte er der deltagere fra det meste af verden. Jeg så både amerikanere, australiere og japanere, og selvfølgelig rigtig mange danskere.
Det var vitterligt en myretue af mennesker deroppe, og der var masser af grej og merchandise man kunne bruge sine penge på. Jeg fik min pose, og efter et obligatorisk check af chippen, kørte jeg ned igen ad den alternative vej gennem Villard Reculas.og hjem via Allemont. Det er en flot tur ude på bjergsiden, men en smal vej med en virkelig ringe vejbelægning. Det kneb med pladsen når modkørende biler skulle passeres, men ned kom jeg dog.
Rigtig mange af deltagerne skal lige køre Alpen i dagene inden løbet. Jeg har været der før, og så slet ingen grund til at bruge krudt på det, men jeg kørte dog op til første sving bare for at checke at den nye kæde og kassette kørte som det skulle, når der kom fuld belastning på.
Efter turen blev campingpladsens pool prøvet af.
Når der nu skulle være så mange hollændere, var det meget sjovt at overvære Holland-Brasilien sammen med dem fredag eftermiddag. De gik helt bananas under kampen, og ikke mindst efter Holland havde vundet.
Overkill vil nogen mene, men til 30 euro skal der ikke mange Marmotte-ture til, før den er tjent hjem...
Natten til lørdag sov jeg ikke særlig godt. En kombination af spænding og en utroligt støjende Belgisk familie gjorde, at det kun blev til 4-5 timers søvn.
Om morgenen på løbsdagen kunne man godt mærke at folk var spændte og måske lidt nervøse. Der blev ikke sagt så meget rundt omkring på campingpladsen.
Ligesom mine naboer skulle jeg først starte i 3. gruppe kl. 7.50, så vi havde aftalt at følges ind til byen. Den ene, Cristiaan havde ikke et gram fedt på kroppen, og den anden, som blev kaldt Pantani, så virkelig fit ud. Jeg havde absolut ingen forventninger at om være blot i nærheden af deres tider, men det viste sig senere at vi kom i mål indenfor 40 minutter med mig i midten.
På vej ind til byen holdt vi ind til siden da den første startgruppe kom imod os. Det er simpelthen et ubeskriveligt syn at se 2000 ryttere blæse forbi med 45-50 km/t.
Inde i byen blev vi ledt ind igennem små veje, indtil vi nåede en meget lang kø af ryttere, der ventede på at blive sendt afsted. Jeg tror jeg stod omkring 400 meter fra stregen, og der gik over 10 minutter fra startskuddet lød til jeg kørte over måtten.
Jeg er ikke særlig hurtig på en cykel, og bliver det sandsynligvis aldrig, men jeg er god til disponere kræfterne i lange motionsløb så de holder hele vejen. Strategien var derfor at lægge roligt ud de første flade km, og så finde et fornuftigt tempo op ad første bjerg uden nødvendigvis at køre på syregrænsen.
På et tidspunkt får jeg øje på Orla Voss, og hilser pænt da jeg kører forbi ham.
Temperaturen har nu rundet 25 grader, selvom vi er i over 1500 meters højde.
Glandon er 25 km lang og et meget ujævnt bjerg at køre på. Det starter ret skrapt, flader lidt ud, hvorefter der er en god kilometer nedad som går direkte over i en 11% stigning. Jeg så en der væltede her fordi han ikke fik gearet ned hurtigt nok.
Længere oppe passerer man vandreservoiret Barrage de Grand-Maison. Et meget flot syn, og samtidig snor vejen sig så man kan se rytterne under sig.
Jeg nåede toppen efter 2 timer og 17 minutter, og sikke et kaos. Ryttere overalt, og jeg kunne slet ikke se hvor vandposten var. Samtidig prøvede politiet at gøre plads til en ambulance som skulle hente en der havde fået et ildebefindende. Der blev talt med store bogstaver af politiet, så jeg trak cyklen op over en skrænt, fik fyldt flaskerne af en venlig dansker der var depotmand for nogle venner, og kom på cyklen igen.
Jeg havde lovet konen at passe på mig selv, og kørte forsigtigt ned af bjerget. Så forsigtigt, at mange af dem jeg havde overhalet på vej op, fløj forbi mig igen.
Efter nedkørslen venter små 25 km flad vej - eller næsten flad - for vejen stiger knap 300 meter på dette turens mest kedelige stykke, men det er nemt at finde en gruppe at køre med, og så går det jo derudaf.
For foden af Col du Telegraphe er der igen vanddepot, og der er pænt mange haner, så det går tjept. Da jeg starter opkørslen siger computeren 32°, og varmen er begyndt at mærke folk. Jeg selv har dog altid været glad for varme, så temperaturen generer ikke. Til gengæld har al det energistads givet mig luft i maven. Det skal man selvfølgelig ikke kæmpe med, så på et tidspunkt hvor jeg ligger foran 2 amerikanere, trækker jeg over i den anden side og letter trykket. Den ene kører næsten af vejen af grin, den anden siger bare tørt – ”seriously dude….you should save that for Alpe D’Huez!”
Hun mumlede noget om at hendes mor hjemme i Amsterdam altid havde sagt at hun ikke måtte tage imod piller fra fremmede mænd, men hun tog dem dog alligevel. Jeg er sikker på at salttabletter kan gøre forskellen for mange under så krævende et løb, men de er måske ikke klar over det.
Jeg hilste tilbage men ville dog ikke stoppe op, da jeg havde kurs mod det maddepot der ventede kort efter. Her var der et rigtig flot udvalg, og jeg nåede vist helt rundt i buffeten mens jeg stoppede i munden.
På dette tidspunkt kom også den eneste regnbyge jeg ramte under løbet. Eller regnbyge er nok så meget sagt - der kom vel 10-15 dråber. Men det havde regnet før jeg kom, og varmen blev efterhånden meget trykkende som jeg kørte op ad Galibier.
Folk sad rundt omkring med fødderne i de små smeltevandsbække, og andre lå bare i vejkanten fuldstændig opkogte og prøvede at komme til sig selv.
Glad for varme eller ej, da computeren nåede 37° blev det også lidt for meget for mig. Selv om det kan være svært at stoppe når benene bare snurrer, så fandt jeg et sted hvor jeg kunne dyppe kasketten i koldt vand. Det hjalp en del, omend den ikke var kold særlig længe, så da jeg 15 minutter senere passerede en cafe hvor der sad en flok deltagere med kolde colaer, måtte jeg også have sådan en.
Lige her, efter 10 km på bjerget, svinger vejen skarpt til højre og stiger ikke under 8% de sidste 8 km op. Dette stykke trækker virkelig tænder ud, ikke mindst fordi man allerede har kørt over 100 km og befinder sig i over 2000 meters højde, men der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og træde. Til gengæld får man en fantastisk udsigt ned over dalen, og over de mange deltagere der er på vej op nedefra, og temperaturen falder efterhånden som man kommer op. Jeg stoppede en enkelt gang mere for at spise en bar, inden jeg nåede løbets højeste punkt efter 7 timer og 40 minutter. Det er ikke uden grund at Galibier har været på Tour-programmet mere end 30 gange.
Mit mål var bare at gennemføre, så da jeg på toppen af Galibier vidste at der var god tid tog jeg det stille og roligt, fyldte flasker, og fik tømt lommerne for skrald. Selvom der stadig var omkring 20 grader på toppen kom vindvesten på, og så ventede der ellers 46 km hvor det gik nedaf stort set hele vejen.
Nedkørslen er meget stejl i starten, men er ellers fin med lange sving og godt udsyn. Man skal dog hele tiden være opmærksom på modkørende trafik.
Bentøjet fungerede efter omstændighederne stadig godt, og det gik fint opad. Jeg måtte dog igen stoppe et par gange for at få vand oveni hjelmen. Det ville jo være tåbeligt at dejse om med hedeslag 3 km før mål. Undervejs så jeg flere der stod i vejsiden og kastede op, og andre stoppede og hvilede sig hver gang de nåede et sving. Ja, man må jo gøre det der skal til, bare man kommer i mål.
Til sammenligning var den hurtigste 6 timer og 16 minutter om de 174 km, og den sidste i mål brugte over 14 timer. Over 2500 deltagere gennemførte ikke løbet.
Da jeg nogle timer senere var tilbage på campingpladsen, ringede jeg hjem til fruen, og sagde bl.a. at det var et løb jeg ikke behøvede at deltage i igen foreløbig.
Næste morgen grublede jeg allerede over hvordan jeg forbedrer tiden til næste år...
La Marmotte er et kanonhårdt, velorganiseret løb, og en meget stor oplevelse.
Så hvis ellers jeg kan passe det ind, står jeg klar på stregen igen i 2011 - forhåbentlig sammen med andre KCC'ere.